Beslutningen er taget. Farmanden og jeg går hver til sit..
Alenemor det er hvad jeg fremover kan skrive på mit cv, ikke just ophidsende – nok snarere tvært i mod.
Mit liv er et stort kaos, alle mine drømme for fremtiden er brast. Jeg er alene og mit livs største frygt, ensomheden, venter forude.
Egentlig er det skide sørgerligt at man ikke kan få det til at fungere! Helt ærligt, efter 7år.. Og så giver vi bare op? Ej, det ville være løgn at sige. Vi har virkelig forsøgt, og det værste af det hele er faktisk at vi stadig elsker hinanden – vi kan bare ikke få det til at fungere, det er det der gør det ekstra hårdt! Alt er prøvet. Det er ikke nogens skyld, vi er helt og aldeles lige gode om det og beslutningen er sammen taget i enighed. Tildels for vores egen skyld – men nok mest for Mynthes. Det er trods alt bedst at have to glade forældre, også selvom det er på den bekostning, at det betyder at de bor hver for sig. Det er hårdt, det tager rigtig meget på mig, min energi og mit pt. alligevel ikke eksisterende overskud. Tanken om at det kun bliver hårdere fra nu af, er udmattende. Jeg skal først og fremmest have gjort den lille lejlighed, som jeg snart overtager til vores helt egen. En lille oase der kan danne en tryg ramme omkring vores nye hverdag, Mynthe og jeg. Nu er vi kun to.
Så nu ved I hvorfor der er, har været og formegentlig vil være lidt endnu, så frygtelig stille her på bloggen.
Tak for jeres søde ord på det forrige indlæg, det betyder mere end I aner.